Tegn din strategi

illustration fra A til B

Har du ansvaret for et projekt, en forandring, en strategi eller en anden opgave, som er kompleks at forstå for målgruppen? Og hvor det er supervigtigt, at de ved, hvor I er på vej hen, og hvad deres rolle er? Så er det en god ide at lave en visuel version af den. For det visuelle giver en genvej til forståelse og ejerskab.

Når vi kan se, hvor vi er på vej hen, og hvad der er for milepæle på vejen, hvem der er med og hvilke roller de har – Så bliver det lettere at forstå, og det bliver til at handle på.
Data fra blandt andet McKinsey viser at ca 70 % af alle projekter aldrig implementeres fuldt og “lykkes”. Det er der mange årsager til, men hvis ikke det er let at kommunikere klart, er det umuligt at få engageret og skabt ejerskab blandt interessenterne.

Kurset er to dage + en opfølgning. De første to dage er undervisning, sparring, ikon-generering og arbejde på dit eget projekt, så du har den første version af din visuelle strategi med hjem. Den halve dag er opfølgning med sparring og problemløsning på det videre liv for din visuelle strategi.

Indhold

  • Hjernen og det visuelle, hvordan vi skaber mening
  • Tegneundervisning: basistegning, pile, mennesker, markering af sted/rolle/budskab osv., ikoner, projekter mm.
  • Skabeloner
  • Kommunikation af mål og visioner – “Kan man tegne varm luft?”
  • Sparring og akut krisehjælp
  • Præsentation og feedback
  • Opfølgnings Zoom-møde med sparring 1 måned efter.

I løbet af de to dage får du konkret undervisning i visuelle teknikker og basis-tegning, vi laver fælles øvelser og udvider jeres visuelle sprog. VI bygger også et ikon-bibliotek i fællesskab.
Derudover ser vi på hvordan jeres mål og visioner ser ud, og arbejder med at skærpe dem, så de kan visualiseres – fordi de så også kan implementeres.

På dag 1 taler vi om skabeloner og måder at tegne strategier, projekter osv. Og så begynder du at tegne på skabelonen til din visuelle strategi (projekt/forandring/opgave/kursus … eller hvad du skal visualisere).

Du kan få hjælp til de tegne-udfordringer, du møder undervejs, eller sparring på selve strategien eller projektet.

På dag 2 tegner du videre på dit projekt, og vi laver fælles ikoner og øvelser. Den sidste del af dagen præsenterer alle deres projekter. Dermed får du mulighed for at teste din visualisering på udenforstående: er det tydeligt, hvad det handler om, hvad der skal ske, hvem der skal gøre hvad, hvor udfordringerne ligger eller hvad du ønsker feedback på. Det er uvurderlig viden til dit finpudsningsarbejde med din visualisering, når du kommer tilbage til din egen organisation.

På opfølgningen har I mulighed for at stille spørgsmål, få hjælp med konkrete tegninger eller ikoner, få hjælp og sparring fra underviseren og hinanden på de udfordringer I har haft med at gøre jeres visualisering færdig, eller med at få den til at leve i jeres organisation.

Det praktiske

Kurserne afholdes i unikke lokaler i Kronværksbyen på Kronborg – og der er styr på både frokost og god kaffe!
Der er kort til badestrand og byen, og det er nemt at komme til Helsingør både i bil og med tog.

  • 14-15. januar
  • 11-12. marts

De to kursus-dage arbejder vi fra 9-15 (kaffe og croissanter fra 8.30).

Målgruppe

Workshoppen er for projektledere, forandringsagenter, mellemledere, interne konsulenter, selvstændige – eller andre, der skal forklare, skabe forståelse og ejerskab til et større projekt af en art.

Du skal have været på en eller anden form for tegnekursus inden, så du har de basale redskaber. Det kan fx være mit Whiteboardhaj-kursus eller noget lignende.

Fokus på dig

Der skal være max opmærksomhed på hver enkelt kursist med plads til sparring løbende, så jeg kører meget små hold, I er max 10 deltagere.

Pris

Normalpris er 9.500 kr. for de 2½ dag. Kurset indgår i mit lille “Pop Op-kursus-bundt” derfor er der rabat, så prisen lige nu er:

Pris: 8.000 ex. moms

Underviser

Tine Faurby Stilborg arbejder med at facilitere strategisk udvikling og forandringer, og har brugt tegning og grafisk facilitering som dagligt redskab i mere end 10 år, fordi det understøtter dialog, forståelse og ejerskab. Hun har 20 års erfaring som udviklings- og chefkonsulent i store organisationer. Tegn Mening laver også grafisk facilitering på konferencer, designer modeller og metoder til bøger og internt materiale hos kunderne.
Tine’s motto er, at det visuelle aldrig skal være pynt eller illustrationer, men en genvej til at blive skarp på indholdet og retningen – Fordi man ikke kan tegne varm luft!

Du får en bekræftelse og en faktura inden for 5 dage. Og to uger før kurset får du mere information. Jeg glæder mig til at hjælpe dig på vej.

Skal det bare være jer?

Hvis du kunne tænke dig et kursus på din arbejdsplads for dig og dine kolleger, så tag fat i mig via kontaktformularen, så arrangerer vi det.

tegning af model